Socialdemokratiet ønsker følgende behandlet ved kommunalbestyrelsesmødet d. 15. november 2018:
Socialdemokratiet foreslår,
at Vallensbæk Kommune undersøger muligheden for at indhente en eller flere målfaste skitser af de støjvolde med absorberende gabionsgærde som borgerinitiativet ”Nej Til Trafikstøj”, fremviste som en mulighed ved borgermødet d. 25. oktober 2017.
at Vallensbæk Kommune anmoder Rambøll om et supplerende notat til dels at beregne eventuel støjreduktions effekt af støjvolde med absorberende gabionsgærde og herunder også vurderer muligheden for at få ”gratis” jord til en støjvold af den art, som blev stillet i udsigt af firmaet Jord.dk
at Vallensbæk Kommune anmoder Rambøll om et supplerende notat som beskriver eventuelle sundhedsskadelige virkninger ved lavfrekvente svingninger herunder om målemetoden med et såkaldt A-filter er utilstrækkelig til at give et korrekt billede af støjgener.
Sagsfremstilling:
Den 25. oktober 2017 arrangerede borgerinitiativet Nej til Trafikstøj i samarbejde med en række politiske partier et borgermøde om muligheden for at etablere en ”gratis” støjvold nord for Holbæk Motorvejen i Vallensbæk.
Nej til Trafikstøj fremlagde bl.a. et nyt forslag om at supplere en traditionel støjvold af jord med absorberende gabionsgærde. Gabionsgærdet giver ifølge Nej til Trafikstøj højere støjreduktion og kan eventuelt sikre, at støjvolden bliver mindre bred, end hvis støjvolden kun består af jord.
Nej til Trafikstøj oplyste ved samme møde, at det efter deres opfattelse var de lavfrekvente svingninger, som var sundhedsskadelige og disse blev sorteret fra ved den gængse målemetode med anvendelse af et A-filter.
Nej til Trafikstøj er imidlertid et privat initiativ og har ikke ressourcer til at beregne effekten af deres forslag til støjvold.
Ved samme møde deltog direktør Rolf M. Nielsen fra firmaet Jord.dk. Firmaet tilbød at levere jord, gabionsgærde, miljøgodkendelser, tekniske beregninger m.v. uden omkostninger for Vallensbæk Kommune. Kommunens omkostninger vil i al væsentlighed være udgifter til myndighedsbehandlingen.
Ved mødet i Teknisk Udvalg d. 31. oktober 2017 under behandling af punktet Støjreduktion i Vallensbæk Kommune fremsatte Socialdemokratiet forslag om at kontakte Nej til Trafikstøj om deres tilbud om en støjvold med gabionsgærde og herunder lade Rambøll beregne effekten af en støjvold af den art.
Socialdemokratiets forslag blev imidlertid afvist, ligesom det blev afvist at få en udtalelse med i referatet fra mødet, selv om der umiddelbart var enighed om forslaget.
På dagsorden for kommunalbestyrelsesmødet behandles sagen om støjreduktion i Vallensbæk Kommune på baggrund af rapport udfærdiget af Rambøll ved et særskilt punkt. Idet Socialdemokratiet ikke fik en tilføjelse med under behandlingen af sagen i Teknisk Udvalg fremsættes dette forslag, så det sikres at Vallensbæk Kommune kan træffe endelig beslutning om støjvold på et fuldt oplyst grundlag.
Søren Wiborg
Viceborgmester
Socialdemokratiet i Vallensbæk